Langt væk fra Mozart, folketoner, Falco eller EAV, er der mange flere musikalske perler at opdage, når det kommer til mangefacetteret musik fra Østrig. eksisteret siden 2011 «Luna Rise«, et mørkt melodisk rockband fra Øvre Østrig. Dette har for nylig fundet et nyt musikalsk hjem hos NRT Records, og derfor blev debut-EP'en "Smoking Kills But Love Can Break A Heart" genudgivet uden videre. Et godt og anbefalelsesværdigt stykke musik, som bandet præsenterer sig meget roligt på.
«Luna Rise»er musikalsk tildelt finsk melankolsk mørk og melodisk rock og har en vis affinitet til HAM. Men «Luna Rise» på «Smoking Kills, But Love Can Break A Heart» viser ikke kun fantastisk modenhed og suverænitet, men også kunstnerisk uafhængighed. Som allerede nævnt blev bandet grundlagt i 2011 og udgav deres debut-EP samme år som EP'en på hånden. Efter at "Luna Rise" skiftede til NRT-Records i år (2015), blev det besluttet at genudgive EP'en, før deres første fuldlængde album "Dark Days & Bright Nights" blev udgivet. Den målrettede kvintet blev grundlagt af sangeren Christian Lindner, der kalder sig Chris Divine på scenen, og bassisten Rob Rocket. Kolleger til projektet blev hurtigt fundet og var dermed komplette med guitaristen Luke Vegas, trommeslageren Loup Garou og keyboard-trollmanden LX aka Alex Dorfmayer. I 2014 fik bandet forstærkninger med guitarvidunderbarnet Andy Earth - vinder af Robert Johnson Guitar Awards 2012 i Hamborg. Chris Divine opsummerer dygtigt, hvorfor månen er så vigtig for holdet: «Der er snesevis af 'solopgange'. For mig har månen altid haft noget mystisk over sig.« Og denne mystik overføres 1:1 til deres sange, som altid bringer noget mystisk eller endda tragisk med sig, som ikke længere kan fås ud af ørerne med en god portion pop.
Når man lytter til EP'en, dukker HIM uundgåeligt op i tankerne som en sammenligning. "Smoking Kills But Love Can Break A Heart" af "Luna Rise" kan dog ikke helt følge med den professionelle produktion af så store navne i scenen. Selvom lyden er klar, tæt og ren og også fremstår meget moderne, kunne den generelt have været mere kraftfuld og direkte. Når lydstyrken skrues op, forsvinder dette indtryk dog fra lyttesession til lyttesession. Alle numrene er rettet mod omkvædene, men alt derimellem er også spot on, hvor tangenterne hælder lidt til art rock. Den mangfoldighed, hvormed gothrockerne har implementeret det hele her, er virkelig hjertevarm. Ikke på den melankolske måde, men derimod de øvre østrigerne byder på en meget opløftende omgang. Men gutterne rammer heller ikke bare røret og så er der også autentisk lydmateriale, som fremstår som ret trist. De bliver dog aldrig for omskiftelige. Vokalt ser det ud til, at mennesket på mikrofonen Chris Divine blev født til denne slags musik. Han forstår vokalt at udtrykke både rockfaktoren og melankolien i musikken til "Luna Rise" uden at orientere sig for meget mod andre kunstnere. Ung, om nødvendigt tilstrækkelig snottet og nogle gange følsom, bruger Chris Divine sine stemmebånd. En solid præstation for niveauet «Luna Rise» er på til dato!
"Luna Rise" er måske dedikeret til smerte, håb og kærlighed på "Smoking Kills, But Love Can Break A Heart", men blød rock spilles andre steder. Det gør de allerede klart med den første sang "When You Fall". "I'll catch you if you fall" synger Chris Lindner i det iørefaldende omkvæd og mangler ikke kun noget kitschet patos, tværtimod farver "Luna Rise" sangen stadig mørkere. Det er rart, når sange kommer med overraskende øjeblikke. Det er med det samme tydeligt, at du lytter til en spændende, fængende melodi. Selvom første vers i første omgang består af simple guitarriffs og bastoner, fortsætter sangen med at bygge op og afslører stensikker tekst og en mangefacetteret sangstruktur. En vellykket og direkte introduktion til denne genudgivelse. Introen til "Dead Alley" lyder vidunderligt som John Carpenter og beviser med denne sang "Luna Rise", at de også kan skrive følelsesladede melodiske rocksange. Et imponerende samspil mellem lys og skygge afsløres for lytteren i akustisk form. Det hele er akkompagneret af et skrøbeligt klaver, hårde guitarriffs og en sjælfuld stemme. Hele kompositionen fanger dig med det samme og transporterer dig ind i en verden af hjertesorg. Meget følelsesladet, meget melodisk og berusende, denne sang er på ingen måde ringere end kendte hits fra genren. Melodien er ubønhørligt fængende og indlejrer sig permanent. Dette giver helt sikkert lyst til mere.
Med "616" vibrerer noget HIM i tonerne, og man føler sig ikke bare mindet om HIMs "666" af titlen. En rockkærlighedssang præget af melankoli, med mørke keyboards og en forvrænget bas, som brat akkompagneres af flotte guitarer og trommer. Det, som indledningen repræsenterer, viger kort for en minimalistisk musikalsk sangstruktur, hvor sangeren Chris skiller sig ud med en megafoneffekt. Skiftet mellem roligere passager og tyngde er meget cool. "Glory Nightmare" overdriver så hele den melankolske positur for meget og virker derfor en smule overdrevet. Klart det svageste nummer på skiven. Til gengæld er et "Beautiful Monster", der sagtens kunne være kommet fra Ville Valos pen, igen tilgivende. Jeg er ganske vist ikke den store fan af finnerne, men jeg kan stadig godt lide det ene eller det andet nummer, og man må anerkende deres succes. Den røde tråd forsvinder i ny og næ, nok på grund af de fem forskellige påvirkninger, men i løbet af de næste par år vil de nok kunne forene dem alle og ende med et kompakt album. I hvert fald kan deres hang til firserne ikke overhøres. Ankom til den rene essens af «When You Fall», som desværre ikke engang kommer i nærheden af originalens dybde, når den er reduceret, men tydeligt illustrerer, hvordan sangen er blevet til. Skuespillet afsluttes med et remix, som måske har sin berettigelse, men efter min mening passer det ikke på dette album. For mig er den sidste sang på en cd af samme betydning som den sidste sang på en koncert, som normalt er et hit som ekstranummer. Derfor ville jeg have foretrukket en sang à la "616" eller "Beautiful Monster" for at afslutte EP'en. Det ville have været mere passende og passende.
Der er noget ved «Luna Rise», som man forgæves leder efter i disse dage. Fra første til sidste sekund kan man mærke bandets spilleglæde og hjerte og sjæl. "Smoking Kills, But Love Can Break A Heart" er for meget og for meget HAM for mig personligt, for mit tilfælde foretrækker jeg originalen. Musikalsk kan "Luna Rise" noget, det er helt sikkert. Det er bedst blot at ryste ingredienserne og frem for alt dit eget krydderi igen i koppen og se eller høre, hvad der kommer ud. «Luna Rise» skaber og transporterer mørke, men ikke håbløse følelser. Stilistisk baseret på melodisk rock finder du adskillige påvirkninger såsom hård rock og en diskret knivspids pop. "Luna Rise" spænder fra kærlighed eller romantisk rock - eller hvad man nu vil kalde det - til progressiv metal, selvom dueholing faktisk for længst er forbi i disse dage. Albummets eneste svage punkt er «Glory Nightmare», som falder en smule bagud i forhold til resten af numrene. Resten viser fødslen af et band, der formentlig vil nå langt i de kommende år. "Luna Rise" inviterer dig til en euforisk rejse til månens mørke side og rock trygt ind i fansens hjerter med den nødvendige portion "smerte" uden nogensinde at lyde kitschet eller ligefrem corny. The moonstruck five sætter høje mål, og man kan kun ønske, at de når dem. For arbejder du med så meget kærlighed til musikken og også for detaljen, får du fem minutters berømmelse – selvfølgelig mere, hvis du vil. Fans af HIM og Melodic Rock-fans vil få noget for pengene med dette album!
Du kan gøre albummet køb i vores butik.
Tracklist:
- Når du falder
- Død Alley
- 616
- Herlighed mareridt
- Smuk monster
- When You Fall (soveværelse tape)
- Dead Alley (glitchremix af Redkay)
Bonusspor:
[rwp-review id=»0″]