«Hail To The King» er det sjette album fra multi-platin californiske rockere «Avenged Sevenfold» og er nok en af de mest uinspirerede metalscener, jeg nogensinde har hørt! Denne gang har M. Shadows og hans kumpaner opdaget Metal fra slutningen af 80'erne begyndelsen af 90'erne for sig selv og græsser på stort set alt, hvad der endda var halvvejs hipt på det tidspunkt. Jeg var, er og vil aldrig være fan af dette band, men det, der blev produceret med dette album, må jeg simpelthen vurdere som forfærdeligt! Der blev talt om "mørkt" og "brutalt" i opløbet, men pladen lyder simpelthen som om Metallica skulle have lydt til masserne efter deres "Black Album". Og ikke nok med det, Guns N' Roses, Megadeth og nogle Pantera og Disturbed bliver også sat gennem kødkværnen, og det, der kommer ud af det, bliver simpelthen pisket sh... Men enhver, der altid har klynket over den salige mainstream Metallica-tid, vil have det godt serveret med dette album.
Måske er fyrene omkring sangeren M. Shadows og guitaristen Synyster Gates i øjeblikket igennem en fase, hvor de hylder deres gamle helte, eller de er generelt på nostalgitrip. Selv åbneren er ikke nødvendigvis det bedste valg til at åbne et album, da «Shepherd Of Fire» er ret træg. Denne tilstand er vejledende for hele albummet, for A7X kommer ikke rigtig ud af deres kvark i starten, og kedsomheden sætter meget hurtigt ind i den samlede sammenhæng. Midtempo-tramp og undertrykkende guitarer dominerer og løber gennem hele 53 minutters spilletid. "Sheppard Of Fire" minder stærkt om "Enter Sandman" med en tydelig forstyrret liste. Fra det andet og samtidig titelnummer vader de til knæet i Retro-Metal, hvorfra skiven efterfølgende kun bevæger sig brøkdele væk.
Med "Doing Time" placerer M. Shadows sig selv som Axl Rose i den moderne tidsalder, "This Means War" ville have passet perfekt på Metallicas "Black" album og med "Heretic" Dave Mustaine og Megadeth-klassikeren "Symphony Of Destruction" serveret . Med "Planets", den klart tungeste sang på albummet, læner Shadows & Co. sig "lidt" til Pantera. I verset af "This Means War" kunne du synge med på "Sad But True"-teksten. Og når kvintetten for en kort tid forlader deres heltes veje, som i for eksempel "Requiem", bliver et vist kreativitetsunderskud alt for tydeligt, for ikke kun på grund af de hellige partier sunget på latin er det en hyldest til " Ghost" og også den semi-balladeske "Coming Home" overbeviser bare heller ikke. Efter bombasten og kitchen i starten af sangen er Iron Maiden-harmonier indbygget her i anden del. Den endelige «Acid Rain», udstyret med strygere og klaver, minder om Pink Floyd i «The Division Bell»-tider, og her skubber Shadows det bestemt for langt vokalt...
Hele albummet er formentlig kun beregnet til teenageklientellet, der bærer seler og er absolut mainstream. Men "Hail To The King" vil helt sikkert sælge som en gal igen og bandets kommende turné vil sikre fulde huse. Men gribende hooklines og leadguitarer mangler også på dette album. Selv det kedelige trommespil af Arin Alejey, som tidligere blev rost af sine nye bandkammerater for sit tekniske geni, er for det meste bare "boom-ta-boom-ta" dunkende. Den mangler bare bid. Som nævnt har jeg aldrig været, vil aldrig være fan af Avenged Sevenfold, og albummet rammer bare ikke sporet. For mig virker «Hail To The King» som en opgørelse over metalårene 1990 til 1992. Kreativt har bandet tydeligvis kopieret FOR MEGET fra deres forbilleder, hvis man vil sige det sådan, for ikke at bruge ordet «kopieret» i at holde kæft. Fans vil helt sikkert kunne lide "Hail To The King", og de, der altid har beklaget de salige Metallica-dage, vil finde en succesfuld efterfølger her. Alle andre må hellere lytte til rigtig musik!
Sporliste:
- 00:00 – Shepherd Of Fire
- 05:20 - Hilsen kongen
- 10:26 - At lave tid
- 13:54 - Dette betyder krig
- 20:02 - Requiem
- 24:26 - Crimson Day
- 29:25 - Kætter
- 34:19 - Kommer hjem
- 40:45 - Planeter
- 46:43 - Sur regn
[rwp-review id=»0″]